Brug madresterne

  • Har du en bid roastbeef tilbage, så skær den i tynde skiver, kom dem på brødet og put lækker remoulade og stegte, bløde løg ovenpå. Alternativt kan du lægge nogle skiver kogte kartofler og lidt kold bernaisesovs sammen med kødet – igen suppleret med lune, bløde løg.
  • To-tre dage efter jul er der måske stadig anderester i køleskabet. Skær kødet i tynde skiver og læg dem på et frisksmurt stykke rugbrød. Med rødkål, agurkesalat og lidt varm sovs er det en drømmespise.
  • En kartoffelmad er en himmerigsmundfuld. Lun kartoflerne et halvt minut, skær dem i skiver og læg dem på brødet. Pynt med en god mayonnaise og bløde eller sprøde løg. Hvis du vil prøve noget nyt, så kom i stedet nogle tomatskiver, asparges, avocado og hakkede rødløg på maden.
  • Flæskestegen kan også bruges til et skønt stykke smørrebrød. Groft rugbrød, smør og varm sovs over det kolde stykke kød.
  • De fleste familier har en leverpostej i køleskabet. Sæt den i ovnen og steg lidt bacon og champignon til at toppe maden. Eller lav en dyrlægens natmad med saltkød, sky og hakket rødløg.
  • Har du et stykke stegt flæsk til overs, så læg det på et stykke rugbrød og lav en kartoffelsalat med hakket persille i stedet for purløg.

Kilde: Oscar Davidsen

Råvarer af kvalitet, der smager godt, af meget og af mere. Et lækkert, rustikt rugbrød, frisk smør og så en indbydende anretning, som gør, at man har lyst til at spise med øjnene. Det er ingredienserne, der skal til for at skabe det perfekte stykke smørrebrød, hvis man spørger manden, der har smørrebrødet i blodet, Oscar Davidsen. Han er femte generation i Huset Davidsen og driver i dag den legendariske frokostrestaurant Ida Davidsen i København.

Kun fantasien sætter grænser

”Det skal være delikat og godt sat sammen. Smørrebrød fascinerer mig, fordi det er så mangfoldigt. Hvis man er villig kan man lave alt, putte alt på et stykke rugbrød. Det er kun ens egen fantasi, der sætter grænsen.”

Mad er Oscar Davidsens kærlighed, passion og sport. Han elsker at smage anderledes mad, når han er ude at rejse, men efter et stykke tid savner han det danske smørrebrød, som han betegner som Danmarks nationalspise.

”I min familie har vi en hel fast smørrebrødsaften hver fredag. Og alle elsker den. Smørrebrød fylder meget i vores liv. Vi laver altid snitter, så man har mulighed for at smage rigtig mange dejlige ting på én gang. Jeg har ikke et stykke yndlingssmørrebrød. Jeg smager rigtig mange ting i forbindelse med udvikling i restaurantens repertoire og har et åbent sind for nye smagsindtryk. Vi skal hele tiden tænke nyt.”

Nemt, hurtigt, og billigt

Men som en almindelig dansk familie er det ifølge Oscar Davidsen både nemt, hurtigt og billigt at få noget godt ud af smørrebrødet ved bl.a. at bruge rester fra middagsmaden dagen i forvejen. Det handler om at se, hvad man har i køleskabet, bruge det fantasifuldt og undgå madspild, som både er sjusk og hamrende dyrt. Når man har fundamentet i form af restemad, handler det om at være parat til at putte noget nyt ovenpå. Gerne noget helt simpelt, som f.eks. en frisk hjemmerørt sennep.

Der hersker i dag ikke en bestemt trend for, hvordan smørrebrød skal se ud og smage. Oscar Davidsen nyder at det heldigvis er sådan i branchen, at smag og behag er forskellig.

En bid af himlen

”Jeg går som mine kolleger ud og oser for at se, hvad andre laver. Prøver deres smørrebrød. Det kan give inspiration til at komponere nye stykker smørrebrød. Men hvis man alligevel skal tale om en form for trend her og nu, er det vel, at de gamle klassikere vendes 180 grader, så der bliver lavet noget helt ekstravagant ud af dem.

Et stykke smørrebrød som aftensmad kræver næsten ingen tid i køkkenet og det kan blive lige så velsmagende, som du selv gør det til. Bare brug din fantasi. Og  smagen kan være som en bid af himlen”.