Der findes mange opskrifter på hjemmelavede bøffer, som er baseret på bønner, linser, grøntsager, svampe og meget andet, så det gælder bare om at finde sin egen favorit. Disse nemme burgerbøffer er baseret på kidneybønner, og dem har jeg lavet utallige gange. Hvis du hellere vil købe burgerbøffer, fordi det skal gå hurtigt, eller hvis du foretrækker nogle som smager mere af kød end de hjemmelavede, er det også muligt at købe veganske burgerbøffer eller plantefars i velassorterede supermarkeder. 

8 bøffer

Ingredienser: Burgerbøffer

  • 2 dåser kidneybønner
  • 2 røde snackpebre
  • 1 løg
  • 1 bundt persille
  • 3 fed hvidløg
  • 1 bouillonterning (kan erstattes af salt)
  • 1 tsk. paprika
  • 100 g rasp
  • 100 g havregryn

Ekstra:
Olie til stegning
Burgerboller, ketchup, salatblade og andet grønt til fyld
Evt. dressing eller guacamole

Fremgangsmåde:

  1. Si vandet fra kidneybønnerne og hæld dem i en skål. Blend dem med en stavblender.
  2. Hak snackpebre, løg og persille fint og bland det med bønnerne. Giv eventuelt ingredienserne en ekstra omgang med stavblenderen. Tilsæt presset hvidløg, smuldret bouillonterning, paprika, rasp og havregryn.
  3. Bland det hele godt sammen og smag til med salt, peber og eventuelt chili.
  4. Form farsen til cirka 8 bøffer og steg dem på panden i olie ved middel varme.

Server bøfferne i en burgerbolle med ketchup, salat og andet grønt (eksempelvis løgringe, tomatskiver, peberfrugtringe og agurkeskiver). Server eventuelt kartoffelbåde eller pommes frites til.

Mia Sommer

Blog: www.miasommer.dk
Instagram: @miasommervegan
Kogebøger: Vegansk velvære og Veganske fristelser