Nu varer det ikke længe, før vi rammer årets fest nemlig nytårsaften, hvor det er tilladt at gå all-in på råvarer, forberedelse, vin og hele molevitten. På Gastromand starter forberedelserne ofte mange måneder før, og vi bruger meget tid på sparring og udveksling af ideer op til nytåret. Et område, vi føler der sagtens kan dyrkes mere, er grill om vinteren. Der findes nemlig ikke noget bedre at stå og hygge om sin grill, imens den frostklare luft omfavner dig. I år skal nogle af os lave noget ret enkelt - nemlig grillet dansk hummer med røget hummer-mayo og 'Bloody Mary Salsa'. Det lyder måske kompliceret, men du kan være helt rolig, det er slet ikke så svært, som det lyder! Opskriften med Bloody Mary Salsa opstod lidt ved en tilfældighed, som mange opskrifter jo gør. Egentlig var det fordi, vi ikke kunne blive enige om, hvad der skulle spises og drikkes til et arrangement, hvor vi skulle mødes. Vodkaen giver et lille pift som ligger i baggrunden, men det er slet ikke voldsomt. Sammen med hummeren og den røgede mayo er det virkelig lækkert og et oplagt bud på, hvad du nemt kan servere til nytårsaften!

Ingredienser: Hummer

  • 1 frisk dansk hummer – gerne fra Limfjorden. Du kan i teorien også bruge andre - bare de er friske.
  • 2 spsk smør
  • 1 hel citron
  • 1 godt groft brød
  • Salt/peber

Fremgangsmåde: Hummer

  1. Start med at tænde din grill og fylde godt op med kul.
  2. Hvis du har en levende hummer, starter du med at finde en stor gryde og fylde den med saltet vand. Vandet skal nu bringes til kogepunktet og det skal buldre afsted med fuld damp på!
  3. Din hummer ligger forhåbentlig på køl og er dermed gået i dvale, det er det bedste for den.
  4. Tiden er nu kommet til, at din hummer skal lade livet – Find en stor kokkekniv og find det 'kryds', din hummer har i hovedet. Pres nu ned alt hvad du kan og træk kniven igennem hovedet og i bund.
  5. Herefter lægger du den direkte op i det kogende vand. Det er den bedste og mest humane måde at slå dyret ihjel på.
  6. Nu skal den koge i 5 min. og så direkte op.
  7. Vend hummeren om på rykken og flæk den med en stor kniv – hele vejen igennem, så du har to halve hummere.
  8. Læg hummeren på grillen med kødet opad så den steges nedefra.
  9. Steg den i ca. 3-4 minutter og sæt en klat smør undervejs samt lidt peber.
  10. Grill samtidig to halve citroner og dit brød.
  11. Så er du faktisk klar og kan nu tage halen op.
  12. Fjern nu tarmstrengen.
  13. Slå til kløerne - vrid dem af og gør samme som med halen, giv den nogle forsigtige bask så du kan lirke skjoldet af. Det er noget værre pillearbejde og tager lidt tid, men vær tålmodig, for resultatet venter forude.
  14. Server hummeren med røget mayo, bloody mary salsa, groft brød og grillet citron!

Ingredienser Røget hjemmerørt mayonnaise

  • 2 æggeblommer
  • 1 tsk. god sennep
  • 1 tsk. rødvins-, æblecider-, eller anden eddike
  • Salt og friskkværnet peber
  • Ca. 2 dl. rimelig smagsneutral olie
  • 1 tsk flydende røg (kan købes på nettet – Liquid Smoke)

Tilberedning: Mayonnaise

  1. Æggeblomme, sennep, eddike, salt og peber piskes sammen
  2. Olien tilsættes lidt ad gangen og mayo'en piskes indtil olien er optaget i blandingen.
  3. Bliver mayonnaisen for tyk undervejs piskes der nogle dråber vand eller eddike i
  4. Smag til med salt, peber, sennep og eddike
  5. Til sidst tilsætter du flydende røg, og det skal gøres forsigtigt! Nogle er langt stærkere end andre – jeg skulle bruge 1 tsk – men du skal måske kun have nogle få dråber i - så smag dig frem!

Ingredienser Bloody Mary salsa

  • 1 skalotteløg
  • ½ stængel blegselleri
  • 1 tomat
  • ¼ frisk rød chili
  • 1 par dråber tabasco
  • 1 tsk worcestershire sauce
  • 1 tsk hvidvinseddike
  • 1 spsk vodka
  • 1 lille bundt bredbladet persille 
  • Salt og peber

Tilbreredning: Bloody Mary salsa

  1. Varm en pande godt op og tilsæt olien.
  2. Hak løg, blegselleri og tomat meget fint og svits det på panden et par
  3. minutter
  4.  Fjern frøstol og kerner fra chilien, hak den fint og tilsæt den sammen med tabasco, worcestershire sauce, hvidvinseddike og godt med peber.
  5. Smag til med salt og citron og tag det af varmen.
  6. Lad det trække, så det tykner og får 'salsa-konsistens'.
  7. Hak persillen fint og tilsæt det lige inden servering, hvor du rører det sammen med tomatsaucen.

Kilde: www.gastromand.dk

Om Gastromand

Gastromand er mad og drikke – for mænd, af mænd! De sætter en ære i at levere opskrifter, nyheder og anmeldelser i et sprog som gør, at du altid vil kunne forstå, hvad de siger og ikke mindst mener.

www.gastromand.dk