Overvejelser om at spise mindre kød eller helt overgå til veganer – hvad enten det er af etiske, sundheds- eller miljømæssige årsager – har svære vilkår. ”Myterne handler bl.a. om en frygt for ikke at kunne være social, ikke kunne spise sine yndlingsretter, at man kommer til at mangle næringsstoffer, får knogleskørhed og at man ikke kan træne på vegansk kost,” siger Maria Felding, der er klinisk diætist. Det er et område præget af usikkerhed og uklarhed, hvor myter omkring for lidt næringsindhold fylder mest.

Vegansk mad er næringsrig nok

”Min erfaring er, at mange danskere er nervøse ved at skære ned på kød og mælkeprodukter, fordi de har hørt, at vegansk kost ikke indeholder nok protein, calcium og jern. Men i virkeligheden er det jo bønner, frugt, grøntsager, fuldkorn og nødder vi direkte anbefales at spise af Fødevarestyrelsen – og disse er i øvrigt gode kilder til både protein, jern og calcium. Det er de færreste danskere, der lever op til anbefalingerne om f.eks. at få mindre salt, mindre mættet fedt og flere kostfibre i kosten. Dette ville de automatisk komme til ved at spise flere plantefødevarer i stedet for kød og ost”, siger Maria Felding.

Sundhedsfordele ved vegansk livsstil

Fokus ligger generelt meget på at mangle noget, fremfor det man kan opnå ved at spise vegansk. F.eks. har veganere vist sig at have lavere vægt, kolesteroltal og blodtryk, som mange danskere kæmper med. ”Det er ærgerligt, at vi er bange for at spise en kost, der er forbundet med lavere risiko for livsstilssygdomme, fordi vi har hørt, at det vil føre til mangel på protein og calcium – hvilket ikke er sandt,” påpeger Maria Felding, og tilføjer at det eneste tilskud, alle veganere bør tage, er B12-vitamin. Andre myter handler om, at vegansk mad er kedelig, uinspirerende og ikke smager af noget. Men i de senere år er udviklingen gået i retning af øgede muligheder for spændende vegansk kost med restauranter med lækre veganske retter, massevis af inspirerende bloggere og et langt større udvalg i supermarkederne.

Hvad er vegansk?

Veganere spiser kun fødevarer, der ikke stammer fra dyr. Det vil sige alle slags plantebaseret mad, men ikke kød, fisk, mælkeprodukter etc.