Anders Jensen

  • 41 år og bor i Dragør med sin kone og datter.
  • Udlært i detailhandlen, og arbejder i dag som manager på Grilleriet i København.
  • Har været medlem af det danske grill-landshold siden udtagelsen i 2008, og er udover anfører også ansvarlig for holdets seafood.

Med starten på grillsæsonen følger også den evindelige debat - kul eller gas. Nogen sværger til den ’gammeldags’ facon, mens andre foretrækker muligheden for hurtig optænding med gas. Anders Jensen er en af landets dygtigste grillere, og bestrider blandt andet posten som anfører på det danske grill-landshold. Selvom han både benytter sig af gas- og kulgriller, så er han ikke sen til at udvælge den ’traditionelle’ grill som sin foretrukne.

Helst kulgrillen

”Selvfølgelig kan det ske, at jeg fyrer op i gasgrillen, hvis jeg er kommet sent hjem fra arbejde, og ungerne også lige skal hentes og bringes fra deres sportsaktiviteter. Men jeg vil selvfølgelig allerhelst have tiden til at tænde op i kulgrillen, og give bøfferne eller koteletterne den kærlighed, stegeskorpe og røgsmag, som de nu engang fortjener. Det er jo også et spørgsmål om hygge, og om at mødes omkring bålet”, fortæller han.

Grillvalget lidt af en jungle

Det er imidlertid ikke kun et spørgsmål om kul eller gas, påpeger Anders Jensen. Der er mange flere parametre der spiller ind, når man skal købe ny grill, og det kan være noget af en jungle. Grillentutiasten har dog et par pejlemærker, han selv benytter sig af, når han kigger efter ny grill. ”Selv de billigste griller kan stege et kyllingebryst og en ostepølse, så hvis det er topmålet af, hvad man vil kokkerere på sin grill, er der ingen grund til at gå ud at investere. Ikke overraskende kan de etablerede mærker ikke konkurrere på prisen, men de tilbyder til gengæld service og reservedele, så man ikke er tvunget ud i at købe en ny, bare fordi håndtaget på grillen går i stykker efter en sæson eller to”, siger han.

Grillen som statussymbol

Der er også mange, der sværger til specifikke modeller og mærker, men uanset hvad man foretrækker, er det vigtigste, at man får den brugt, mener Anders Jensen. ”Nogen kan bedst lide Samsung, mens andre foretrækker Apple, og ligesådan med griller, er der grupperinger, der deler viden og erfaringer på nettet om netop deres grill. En grill er faktisk gået hen og blevet et statussymbol og et samlingspunkt i dagens Danmark, så man vil gerne associeres med en mærkevare i stedet for et ukendt brand. Når alt kommer til alt er det vigtigste dog stadig, at man faktisk får den brugt i løbet af året, og hygger sig med det, og så kan det være lige meget, hvad der står på låget”.