Sådan spørger Grundtvig i indledningen til sit digt "Påskeliljen". Digtet giver selv svaret: den vil vidne om påskebudskabet med dets sejr over døden. Det er, "hvad jeg betyder", slutter digtet. På grund af dette digt og Påsken deltog jeg som 7-8-årig for første gang i en radioudsendelse. Den hed "Påskeblomst! Hvad vil du her?". Jeg måtte bare ikke sige mit navn, for det var min mor, Lis Møller, som lavede en radioudsendelse om påsken og i den forbindelse havde brug for at spørge nogle børn, hvad de vidste om påsken, og hvordan den fejredes hos dem. Hos os var Påskesøndag en særlig munter dag. Fra morgenstunden malede min søster og jeg påskeæggene, og senere var der altid stor påskefrokost. Den tradition har jeg videreført med den familie, jeg dannede. I Påsken samles man til et særligt hyggeligt frokostbord med sild, æg, lun leverpostej og ost m.m..Påskesøndag giver man sig tid, og efter frokosten er der tur i det grønne. "Velkommen i den grønne lund", som Grundtvig også skrev.

Langfredag var kedelig

Langfredag var derimod en lang og kedelig dag. "Den lange, lange fredag", som jeg mener, Tom Kristensen kaldte den. Alt var lukket og slukket. Ingen biografforestillinger var tilladt, og fjernsynet var slet ikke ankommet til Danmark. Men Påskesøndag genopstod livet igen, og Anden Påskedag bød biograferne på premierer med danske film. Langfredag og Påskemorgen er vel i grunden det, Påsken fortæller os, vi skal lære at leve med. Uden Langfredag ingen påskemorgen, som Kaj Munk formanede under besættelsen. Vi skal en mængde vanskeligheder igennem. Kun få slipper uden om. Men forstår vi at lære af vanskelighederne, nederlagene, sorgen, hærder de os og bibringer os en større forståelse for vore medmennesker og deres vanskeligheder. Og så kommer vi op igen. Så oplever også vi en påskemorgen efter de lange, lange, svære tider. Thi Påsken er budskabet om overvundet nederlag og overvunden lidelse. I den kristne kirke lider vi Langfredag med Jesus. Det burde lære os med-liden og medlidenhed. Det er vi ikke født med. Det lærer vi af livet og med tiden. Men vi lærer det allerede i Bibelens beretning om Påskeugen.

Påskemorgen

Beretningen slutter tilmed lykkeligt med den tomme grav og genopstandelsen, som giver håb. Håb om at dette liv til syvende og sidst ikke er en meningsløs, tornebestrøet vej. Ikke er en manege, hvor vi kommer ind, bukker og forsvinder ud igen. Men en vandring fra mørke til lys, til Påskemorgen-røde. At leve er at miste. På vores vej gennem livet mister vi vore kære og vore venner. Bliver vi gamle nok, ender vi med at sidde kærlighedsløse og venneløse tilbage. Men her kommer Påskemorgen tilbage og giver håb om, at det ikke er endegyldigt slut. Det har vi i vor tid mestendels lidet troende svært ved at fatte. Vi taber derfor fatningen ved tabene. Ikke desto mindre er det dette håb, vi får leveret i Påskens budskab og beretning. Alt dette gik imidlertid nok hen over den 7-8-årige drengs hoved, da han debuterede anonymt i Statsradiofonien. Det må det også gerne. Påskesøndag var og er i min familie samvær, samtale og fodture sammen, hvor vi i vor travle tid tager os tid til at spørge og lytte til hinanden. Thi det gør de fleste af os nok for sjældent i det daglige. Og har man så fået en enkelt snaps til denne særlige frokost, kan man jo under gåturen citere videre fra Grundtvigs "Påskeliljen", selv om han lagde noget andet i ordene end snapsedrikkeren:

  "Påskeblomst! En dråbe stærk

    drak jeg af dit gule bæger,

    og, som ved et underværk,

    den mig hæver, vederkvæger ...".