5 must haves

  • En rigtig god kryddersild
  • En rigtig røgeost
  • En godt glas mørkt staldøl
  • Et glas Aqua Vitae fra vores lokale Det Lille Brænderi
  • Min kone og min bedste ven Christian Bitz

Flere ideer:

Asparges i hyldeblomst

  • Det skal du bruge: 1 bundt Friske danske asparges, 1 deciliter hyldeblomst og saften fra en citron.
  • Knæk bunden af de friske asparges og del dem i tre  stykker. Kom dem i en skål og hæld hyldeblomst og citron over. Lad det trække i 10 minutter, og det er færdigt.

Ramsløgspesto

  • Det skal du bruge: ½ kilo ramsløg, vasket og tørret, 1 stk. fed hvidløg, 100 gram parmesan, 100 gram græskarkerner, 1 spsk. æbleeddike og rapsolie til det passer, ca. 3 dl.
  • Alt undtagen olien kommes i en blender. Blend og tilsæt så olie i en tynd stråle, og smag til.

For kokken Claus Holm kendt fra TV2’s Go’morgen Danmark er Påsken en helt særlig tid, som er forbundet med nogle traditioner både i og uden for køkkenet. ”For det første så bruger jeg jo Påsken til at slappe lidt af inden, konfirmationerne kommer og jeg får travlt. Men derudover så forbinder jeg det ekstremt meget med Italien, fordi min kone og jeg plejer at tage til Toscana og slappe af. Og dernede er Påsken jo virkeligt noget, man gør noget ud af, og man får de her små, fine lam. Lidt toskansk lam og noget lokal vin til – jeg er helt vild med lam,” fortæller han med en varme i stemmen, som ikke lader megen tvivl tilbage om, at han allerede ser det veldækkede påskebord for sig. Men også når han skal være hjemme i Påsken, har Claus Holm nogle faste traditioner. ”Så holder jeg påskefrokost med mine venner, og så skal vi have nogle røde sild. Jeg køber nogle rigtigt gode sild og så skal de bare på et stykke rugbrød og så med en dejlig sennep og lidt karse og rødløg på toppen, så er den hjemme – og så skal vi selvfølgelig have noget lam bagefter, og vi skal have noget godt sort, staldøl til. Der er ikke så mange dikkedarer. Det skal bare være simpelt og lige til – det er lige mig.”

Gør det sjovere at lave mad

Claus Holm lægger også meget vægt på drikkevarerne, og her har han et par, som under alle omstændigheder skal være at finde på bordet. ”Et glas Aqua Vitae fra ham vi kalder Spritteren i Skårup. Han er Danmarks ukronede snapsekonge, og det er et totalt must have for mig at der er sådan en til silden. Og derudover skal der være noget godt mørkt staldøl. Det skal bare være enkelt. Og så en håndfuld gode venner og så kan man lige tage lidt rester om aftenen, og så vågner man op til en ekstra søndag,” siger Claus Holm, og han understreger, at det kan være en rigtig god idé at prøve at holde frokosten lidt mere enkel. ”Man behøver ikke så meget, bare det der er der er godt, og så er der jo så mange lokale, der laver så gode ting. Vi bor jo i Danmark, så lad os spise det, vi selv har, i stedet for alt muligt andet. Hvis man laver noget mindre og så laver det hamrende godt, så er det også sjovere at lave mad.”

Hakket lam på lakridsrod

Hvis der er nogle derude, der til gengæld vil prøve at ændre lidt på traditionerne i år, så foreslår han netop, at de holder det lidt mere enkelt og lidt mere dansk. ”Hold det enkelt og prøv at skifte creme fraise ud med sky, og skift karryen ud med hybenpulver. Prøv at stege lammet en halv time mindre, så det serveres rosa. I stedet for flødekartofler, så find nogle små sarte kartofler, hvis man kan få det. Og hvis man vil prøve noget helt andet, så kunne man lave hakket lam på lakridsrod med frisk mynte i stedet for som kølle og så have lidt sjov der. Man kunne også lave en fuldkornsforårswok i stedet for de tunge retter – og så lave den på jysk bisonokse. Det er jo en god idé, hvis man er ung og vil lave noget nyt. Eller man kunne lave en kaninryg med radiser – det får man jo fra morgen til aften i Italien.”

Danmark trækker stikket ud

Claus Holm har selvfølgelig ikke altid haft de påsketraditioner, han har i dag, men han husker tilbage på, hvordan Påsken altid har budt på noget særligt, også tidligere i hans liv. ”Da jeg var barn hjemme hos mine forældre, havde de jo altid gemt 7.000 påskeæg, som vi skulle finde, og senere som teenager kom der jo halballer, og så blev jeg jo kok, og det blev noget helt andet igen. Men jeg synes, det er fedt, når Danmark trækker stikket ud og slapper af i nogle dage. Jeg synes, vi er blevet bedre til at slappe af i højtiderne, men derfor burde vi stadig gøre det noget mere,” siger han.