Af: Judith Kyst, direktør for Madkulturen.

Når vi undersøger danskernes holdninger til aftensmåltidet, viser der sig et paradoks. På den side ønsker man at holde aftensmåltidet i hævd og foretrækker hjemmelavet mad. På den anden side laver danskerne sjældnere mad fra bunden, og der bruges mindre tid på både at lave maden og spise den.

Mange nedprioriterer aftensmåltidet

Det skyldes naturligvis, at mange nedprioriterer aftensmåltidet i en travl hverdag, men det er en uheldig udvikling, som vi skal forsøge at vende. Der er flere årsager til at holde fast i det hjemmelavede måltid. For det første fordi det giver en grundlæggende forståelse for råvarer og måltidets komposition. En forståelse som er nødvendig for, at vi kan tage ansvar for vores egen sundhed. Jo mere man køber færdigretter og vælge nemme løsninger, jo mere udliciterer man sin sundhed til andre.

Artiklen fortsætter under billedet

Judith Kyst


FOTO: Shutterstock


Måltidet skaber social sammenhængskræft

For det andet giver den fælles madlavning og spisning en social gevinst. Sundhed handler nemlig ikke kun om kalorier og næringsindhold, men også om mental velvære. For mange er måltidet den sidste bastion, hvor man får talt med hinanden. Det skaber social sammenhængskræft. Desværre er der flere og flere, der må undvære det sociale element af måltidet. Antallet af mennesker, der bor alene, er nemlig stigende i Danmark. I knap 40 procent af alle danske husstande bor der kun én person, og her indtages måltidet selvsagt ofte alene. Heldigvis ser vi også, at der i øjeblikket opstår flere måltidsfællesskaber, hvor man kokkererer og spiser sammen. Noget, som især mange unge benytter sig af. Det er en god måde at få det sociale element med, samtidig med at man tilegner sig en masse madkundskaber. Derfor opfordrer vi i Madkulturen alle til at søge sammen i madfællesskaber, uanset om det er med familie, venner eller fremmede.

De nemme løsninger er kommet for at blive

Vi må samtidig erkende, at det indimellem skal gå hurtigt. Det er klart, at ’convenience food’ er kommet for at blive, men det behøver ikke være en negativ ting. ’Convenience food’ dækker over alt fra konserves til måltidskasser, og der er mange sunde muligheder. Det vigtigste er, at man forholder sig kritisk til de madvarer, man vælger, og der er heldigvis masser af løsninger derude, som er med til at øge færdighederne og sikre et godt måltid mad, samtidig med at man får en hjælpende hånd.