Af Sisse Fagt, seniorrådgiver ved Fødevareinstituttet på DTU

Ordet convenience food dækker over bekvem mad, hvor industrien eller detailhandlen har givet en hjælpende hånd med tilberedningen. Det kan både være skrællede og snittede grøntsager, skåret marineret kød eller forskellige retter, der er ’ready to heat’ eller ’ready to eat’. Betegnelsen omfatter både tilbud i supermarkeder og de velkendte fastfood-muligheder som pizzaer, burgere, sushi m.m.

Færdigretter flyttet frost til køl

En af de større ændringer inden for convenience food i supermarkederne er overgangen fra de tidligere fryseprodukter, hvor lækre billeder af fristende retter udenpå endte med skuffelse, når man åbnede pakken og så det reelle indhold. I dag er meget af convenience-udbuddet på køl og langt mere gennemskueligt i indpakningen, som ofte er med klar plast. Desuden fremhæves, at gourmetkokke har været inde over tilberedningen, hvilket signalerer øget kulinarisk kvalitet, og gør det muligt at få restaurantfornemmelsen mere med ind i køkkenet derhjemme.

Flere trends kombineres i convenience food

I mange år har der været fokus på sundhed blandt danskerne, og det er en trend - lige såvel som hurtig mad og international mad er det. Alle disse ting kan i dag kombineres i convenience food. Også en del færdiglavet retromad som boller i karry og brændende kærlighed er ved at blive populært, for mange af os kan enten ikke finde ud at lave det - eller har ikke den tid, det tager. Her hjælper kokkene også med kvalitetsprodukter, men man bør tage sig tid til at gennemskue sundhedsværdien.

Mere produktudvikling på vej

Det er typisk enlige og ældre, som især vælger den nemme mad, bl.a. fordi det kan give økonomisk mening. For en børnefamilie kan det være dyrt for at mætte alle med convenience food på daglig basis, men det fungerer fint som en nem løsning efter en ekstra lang og travl dag. De fleste husholdninger bruger færdige sovse, snittet vasket salat og udskåret krydret kød klar til stegning flere gange hver uge, og således er halvfabrikata oftere brugt end egentlige færdigretter. Men convenience food kommer helt sikkert til at fylde mere fremover, i takt med at vi nærmer os udviklingen i udlandet, hvor man har haft et større forbrug af halvfabrikata og færdigretter, og produktudviklingen også har været større. Convenience food kan stadig være temmelig kaloriefyldt og indeholde for meget fedt og salt, men udvalget bliver sundere, bedre, bredere og mere gennemskueligt. Dermed vil flere få øjnene op for den tidsbesparende nemme mad af god kvalitet, som man gerne vil købe igen.