Som oftest starter og slutter vi dagen på badeværelset. Det er her vi har tid til at reflektere over hverdagen og livet. Derfor er det også et rum, hvor det giver mening at investere mere tid og penge i, for at gøre indretningen behagelig og personlig. Og det har danskerne taget til sig, siger Rasmus Bak, indehaver af Baks Arkitekter.

”Folk tør at tage flere chancer med indretningen, end de gjorde for nogle år siden. De tør præge badeværelserne med deres egen stil og give indretningen et personligt twist. Samtidig er man begyndt at bruge flere rustikke materialer i indretningen, der ikke nødvendigvis er så perfekte. Det er alt fra metaller og natursten til træ med mange detaljer. Det må godt være lidt råt,” siger Rasmus bak.

Små detaljer kan gøre forskellen

Indtil for fem år siden var der en tendens til at badeværelser var helt hvide og upersonlige. I dag har man mere fokus på at bryde de hvide flader med et træmøbel eller en hylde med en fin plante eller et flot billede i en ramme, som siger noget om, hvem man er, fortæller Rasmus Bak. 

”Jeg tror, at vi generelt er blevet lidt mættede af de hvide og kønsløse løsninger på badeværelserne, så vi nu i højere grad sætter vores egne præg på indretningen. Der er derfor kommet et langt større marked for at lave små unikke løsninger. Der er også kommet mange nye designere til, der specialiserer sig i præcis dette. Og det er jo bare skønt, at det ikke bliver lavet af det samme surdej, det hele,” siger Rasmus bak.

Derudover er valg af lys og spejle på badeværelserne fået mere opmærksomhed.  

”Vi har i mange år brugt spots som den eneste belysning på badeværelset, men nu er folk begyndt at sætte forskellige typer lys op, så man kan ændre stemningen på badeværelset. Nogle kunder vælger også en anden type spejle, så det ikke længere er væg til væg-spejle, der præger badeværelset. Her kan et mindre og mere personlige spejl måske være prikken over i’et i badeværelset,” siger Rasmus Bak. 

Kvalitet fremfor kvantitet

En tendens, der går igen i indretningen af alle hjemmets rum, er, at vi investerer flere penge i de blivende materialer, og det er smart, når man skal sælge huset eller lejligheden videre, siger Rasmus Bak.

”Hvis man zoomer ud og ser lidt bredere på indretning, kan man se samme tendens i møbeldesign og valg af køkkener, som man også ser i badeværelserne. Der er kommet langt mere fokus på kvalitet fremfor kvantitet. Så de blivende elementer i hjemmet er af højere kvalitet. Det er en god investering, da det er den tidløse løsning. Det er også noget, ejendomsmæglere kan bruge i salgsteksten, når de skal sælge boligen,” siger Rasmus Bak.