Brændeovnen er kilde til både hygge og en god, natulig varmekilde i boligen. Samtidig er fyring med brænde CO2-neutral, og brændefyring er desuden en vedvarende energiform, da vi har tilvækst af skov i vores del af verden. Så hvis blot du husker de enkle råd om at fyre rigtigt og altid bruger rent og tørt træ, kan du opvarme boligen både billigt og miljøvenligt med en brændeovn eller en pejseindsats.

Hvor stor skal ovnen være?

For det første er det vigtigt, at den ovn, du vælger, passer til dit behov for opvarmning. Den rigtige ovnstørrelse afhænger af husets størrelse, indretning, isolering, ovnens placering osv. Søg råd i en pejsebutik eller eventuelt hos den lokale skorstensfejermester.

Hvor høj skal skorstenen være?

Skorstenens højde er vigtig. Kravet i bygningsreglementet er, at skorstenen skal være høj nok til at give et godt træk i ovnen og til at røgen ikke kommer til at genere naboerne. Generelt skal skorstenens top være over tagrygningen for at være på den sikre side.

Konvektions- eller stråleovn?

Stråleovne har været anvendt i generationer og er stadig populær. Dette skyldes blandt andet, at mange stadig forbinder brændeovnsvarme med strålevarme, og med at man ved denne varmeform oplever en hurtigere varmeafgivelse fra ovnen. Konvektionsovne giver en mere jævn og behagelig varme, også i tilstødende rum. Da konvektionsovnens overfladetemperatur er lavere end stråleovnens, er den samtidig mere børnesikker, og der kræves kortere afstand til møbler og andet brandbart materiale.