Af Stine Camilla Jensen

Skimmelsvamp er en ubehagelig fætter at få ind i sit hjem, og det kan være rigtig usundt at leve i en bolig med skimmelsvamp. Derfor bør du altid gribe ind, hvis du opdager et angreb i din bolig. Skimmelsvamp opstår ofte enten på badeværelset, fordi der er meget fugt, men også i hjørner, på lofter, vægge og i kanten ved ruderne på vinduesrammer kan skimmelsvamp angribe.

Mindre angreb

Hvis det er et mindre angreb, kan du ofte selv gøre noget ved problemet. Der findes en række forskellige rengøringsmidler på markedet, som desinficerer og fjerner skimmelvæksten. Skrub grundigt med disse rengøringsmidler, hvor det er nødvendigt at få skimmelvæksten væk og sørg for at gøre rent efterfølgende.

Større angreb

Hvis du derimod har et større angreb af skimmelsvamp, så er det en god idé at få undersøgt din bolig grundigt, inden du gør noget. Du skal identificere de steder, hvor der kommer så meget fugt, at der kan vokse skimmelsvamp, og så bør du kontakte et firma med ekspertise i skimmelsvampe, som kan foretage en yderligere undersøgelse af din bolig.

Find årsagen

Det er vigtigt, at du finder årsagen til at svampene er i din bolig, før du går i gang med at fjerne skimmelsvampen, da det blot vil komme tilbage efter kort tid, hvis fugten ikke fjernes. Mulige årsager til fugt kan være: en vandskade, et utæt tag, utætte eller dårligt isolerede vinduer, dårligt indeklima, tørring af tøj i boligen, for lidt udluftning eller manglende emhætte i køkkenet.

Hold skimmelsvampen væk

Hvis du vil undgå skimmelsvamp, er der flere ting, du kan gøre. Det første, og også det vigtigste råd, er at lufte ud 2-3 gange dagligt med gennemtræk i 5-10 minutter.

Når du laver mad, skal du sørge for at have låg på gryder, der koger og hav altid emhætten kørende under madlavning.

Når du er i bad, skal du lukke døren til resten af huset og tænde for udsugningen. Hvis du ikke har en ventilator i badeværelset, er det vigtigt at huske at lufte ud efter et bad.

Når du tørrer vasketøj, er det en god idé at tørre det udenfor eller i en tørretumbler, så al fugten fra det våde tøj ikke bliver afgivet i luften indendørs.

Sidst men ikke mindst; gør rent jævnligt. Indret dit hjem, så det er nemt at gøre rent, og sørg for at få det gjort, selvom det for de fleste er en sur pligt. Det betaler sig.