Når du kører på vinterdæk om sommeren, så kører du på et gummimateriale, der ikke er designet til sommertemperaturer. Den højere temperatur gør gummiet blødt og bilen ustabil, så den står dårligere fast i svingene og øger din bremselængde med op til 10 procent. Sat lidt på spidsen, kan det være forskellen på liv eller død for dig og dine medtrafikanter.

Det koster ikke mere at skifte

Derfor er det vigtigt, at man som bilejer har tjek på sine dæk og sørger for at få dem byttet for hver sæson, siger Volker Nitz, direktør for Dækbranchen Danmark og Rådet for Større Dæksikkerhed. ”Set over en periode, koster det ikke ekstra at skifte mellem at køre vinterdæk og køre sommerdæk, da du slider på to sæt i stedet for et og kan derfor bruge alle sæt i flere år,” siger Volker Nitz, der påpeger, at dine vinterdæk bliver slidt hurtigt, hvis du kører med dem om sommeren.

Helårsdæk er ikke den rette løsning

Der findes ikke bildæk, som kan klare både vintervejret og sommervejret i Danmark lige godt. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at konstruere. Der findes helårsdæk, men de er et knap så godt kompromis, forklarer Volker Nitz. ”Du kan ikke både have et 100 procent godt vinterdæk og et 100 procent sommerdæk. Det kan ikke lade sig gøre, fordi det bl.a. kræver vidt forskellige sammensætninger af gummi og struktur i dækmønstret,” siger Volker Nitz.

Du kan få dine dæk opbevaret

Hvis du ikke selv ønsker at skifte dine dæk hver sæson, kan du få hjælp fra en dækspecialist eller mekaniker. Det giver samtidig større tryghed. ”Man skal være helt sikker på, at hjulboltene er spændt godt nok fast med et moment-værktøj, når man skal skifte selv. Det måler, hvor hårdt boltene er spændt op. Det er ikke alle, som føler sig trygge ved at gøre det selv, så kan dækspecialisten være en god løsning,” siger Volker Nitz og nævner, at de fleste dækspecialister også udlejer opbevaringsplads til vinterdækkene henover sommeren, hvis man selv mangler plads.

Rette tidspunkt at skifte dæk

Dækbranchen Danmark og Rådet for Større Dæksikkerhed anbefaler ombytning til sommerdæk, når der ikke længere er risiko for nattefrost og når temperaturen ligger stabilt på +7 grader i gennemsnit over hele døgnet. Ofte benyttes påskedagene som et godt tidspunkt til ombytning, men vejret kan jo snyde, siger Volker Nitz. ”Fordelen ved at skifte et par gange om året er også, at man får kigget på dækkenes tilstand og dæktryk. Man bør faktisk kontrollere dæktryk en gang om måneden, men det er desværre de færreste, der gør det, selvom korrekt dæktryk både sparer brændstof og slid på dækkene,” slutter han.