Biler kan ruste hele året gennem i Danmark pga. omskifteligt vejr, lave temperaturer, fugt og saltede veje. Samtidig kommer biler sjældent med rustbeskyttelse fra fabrikkens side. ”Biler bliver ikke bygget specifikt til det danske klima og vejr. Hvis man ikke selv sørger for rustbeskyttelsen, kan manglende forbyggelse på sigt udgøre en sikkerhedsmæssig risiko, da rust kan sætte sig i de mekaniske dele, f.eks. bremserør og bærearme,” siger Finn Larsen, teknisk konsulent ved Autobranchen Danmark og talsmand for Brancherådet for Rustbeskyttelse.

Autoriseret rustbeskyttelse er afgørende

Uden rustbeskyttelse kan karrosseriet ruste flere steder, uden en utrænet umiddelbart kan se det. Derfor er det en god idé at få en person med den rette viden til at rustbeskytte din bil, siger Finn Larsen. ”Det kræver viden at rustbeskytte, hvis man skal have gjort det rigtigt og med det rette sprøjteudstyr. Personen skal være trænet i at bruge sprøjteteknik og læse sprøjteskemaer og vejledninger til forskellige biler. Derudover er der en masse miljøhensyn, der skal tages, som en person med den rette viden kender til. Det her område er ikke et sted, man burde spare,” siger Finn Larsen, som samtidig anbefaler, at man kigger efter et velrenommeret firma, når man køber rustbeskyttelse. Man kan også kigge efter firmaer, der er uddannet eller autoriseret i at lave rustbeskyttelse.

Husk at forny rustbeskyttelsen

Man skal derudover huske at sørge for supplerende rustbeskyttelse, når der er behov for det, siger Finn Larsen. ”Rustbeskyttelsen skal holdes ved lige efter behov i henhold til den enkelte leverandørs vejledninger, hvis man vil undgå, at rusten trænger ind i karrosseriet. Det kan betale sig i det lange løb, da andet er både dyrt og risikabelt,” siger Finn Larsen.