Trænger dit hjem til, at der skal ske noget nyt? Eller står du måske overfor at skulle flytte? Det kan være dyrt at skulle ud at købe nye møbler og pyntegenstande, som du måske har lyst til at skifte ud igen næste år, fordi moden er skiftet, eller du finder noget, du bedre kan lide. I stedet kan en tur hos din lokale genbrugsbutik være løsningen.

Det kan også være, at du allerede har nogle møbler derhjemme, som trænger til en kærlig hånd. Et stykke sandpapir og en klat maling kan ofte give helt nyt liv til et møbel.

Gør en dag ud af det

Riv en lørdag ud af kalenderen og tag på jagt i alle de genbrugsbutikker, der findes nær dig. Det er hyggeligt at være kræmmer for en dag og gøre en tur ud af at tage på genbrugsjagt. Lav eventuelt en liste hjemmefra over de ting, du mangler. Ofte kan du komme hjem med bilen fyldt op med genbrugsguld for ganske få penge.

Genbrug gør din bolig unik

Når vi kigger på de sociale medier i dag, kan vi se, at rigtig mange hjem til forveksling minder om hinanden, fordi vi bliver inspireret af det, vi ser på f.eks. Instagram. Hvis du ikke har lyst til at dit hjem skal ligne din nabos, er genbrug en oplagt mulighed for at give din bolig ekstra meget personlighed. Det, du finder i genbrugen, er sjældent noget, du finder i mange andre hjem, og derfor kan genbrugsfund gøre din bolig langt mere unik. Måske har dine fund en lille bule eller lidt rust, men det er netop det, der er med til at gøre det unikt.

Hvis du ønsker det endnu mere personligt, kan du selv sætte det i stand f.eks. ved at male det. Du kan sagtens mixe genbrugsvarer fra forskellige tidsperioder f.eks. en teaktræskommode som var moderne i 1960’erne og en lavalampe, som var fast inventar i de fleste hjem i 1990’erne.

Genbrug og DIY

Genbrug og DIY er perfekt at kombinere, fordi genbrugsfund for det første ikke er ret dyre, men også fordi de sommetider kan trænge til at blive frisket op. Det kan være alt fra en lampe til en kommode, en stol eller noget helt fjerde, som trænger til nyt liv og personlighed. Nogle gange kræver det ikke mere end et par timers arbejde, mens du andre gange virkelig kan slippe kreativiteten løs og sætte dit eget præg på et genbrugsfund.

Indretningstendenser fra fire årtier

1960’erne: Karakteriseres ved masser af teaktræsmøbler og stentøj. Både kommoder, spiseborde, stole og spejle var lavet af teaktræ. 1960’erne var desuden et årti med store forandringer, som har efterladt deres spor i designverdenen. Design blev for alvor en kraft, der rørte ved alle samfundslag og påvirkede folks købsbeslutninger. F.eks. skabte Verner Panton Pantonstolen, som er en af 60’ernes mest berømte design.

1970’erne: Karakteriseres ved orange og brune nuancer, ryatæpper og keramik. En af de store tendenser var keramik med tykke glaseringer og grove overflader. Langluvede ryatæpper var desuden med til at skabe en varm og hjemlig atmosfære. Det var en gennemgående trend, at indretningen skulle være hyggelig, og man skulle kunne fornemme, hvem der boede der.

1980’erne: Karakteriseres ved masser af spejle på klædeskabsdørene, på væggene og i lofterne. I 80’erne kom planterne også for alvor ind i boligen – og de skulle gerne være store. En anden stor tendens i 80’erne var glasborde, som var med til at tilføre et let udtryk til rummet. CD-racks og småmøbler i alle afskygninger til opbevaring af CD’er var desuden et kæmpe hit. 

1990’erne: Karakteriseres ved støvede toner og pastelfarver, der kommer på alt fra småblomstrede lampeskærme til sofaer. De fleste hjem med teenageværelser havde en lavalampe, som kunne virke nærmest hypnotiserende at sidde og kigge ind i.