”Der er en tydelig tendens til, at flere og flere har større forventninger til deres flisebelægninger, og at de holder sig pæne - særligt med de grå og mørkere fliser, der vinder frem. Og i takt med at produkterne er blevet forfinede, kommer imprægnering naturligt ind,” siger Kim Tang, som er fagkonsulent hos Danske Anlægsgartnere og bl.a. har deltaget i DR’s ’Hokus krokus’ og medvirkede til udviklingen af ’Ønskehaven’ Optimalt bør man imprægnere første gang, lige når fliserne er lagt, og hvis man ikke gjorde det på det tidspunkt, så er det typisk om foråret. Fliseimprægnering forsegler stenen, så vand ’preller af’ og alger og flisepest ikke sætter sig.

Fliseimprægnering lukker fliseoverfladen

”Om foråret er belægningerne ofte lidt trætte at se på, og så er det naturligt, at man er ude for at friske det hele lidt op. Det gør man normalt ved at feje noget af snavset væk. Med fliseimprægnering lukkes fliseoverfladen, så den ikke tager imod smuds, og der ikke er noget, der siver ind i de små fugtige huller og fordybninger. Man stopper de naturlige processer med algedannelse, laver o.a., som så ikke kommer så markant frem. Med imprægnering holder man det lidt hen i nogle år, og så kan man gøre det igen.” siger Kim Tang. Med imprægneringen får fliserne et pænere, lidt vådt udtryk. Temperaturen skal helst være over 5 grader, for at fliseimprægnering virker bedst muligt, og derfor går sæsonen typisk fra april til medio oktober.

Hold fliserne pæne

Rensning af fliserne hører med til at holde dem pæne, så imprægnering er blot et supplement. Skrubning og fejning samt tildækning af fliserne og overhældning med varmt vand er andre metoder til at holde fliserne pæne. ”Hvis man har haft krukker eller møbler stående på en terrasse, så opdager man, når man flytter dem, at der er meget pænere på fliserne under dem. Det skyldes, at alger, flisepest og laver dør, når der i en periode ikke er lys. Så hvis man dækker en belægning af i en længere periode, så bliver det pænere. Og de fliser, der har været overhældt med varmt vand – f.eks. i forbindelse med vanding mod myrer – er også pænere, da det løsner skidt og slår alger og laver ihjel,” påpeger Kim Tang.