Signe Wenneberg er miljøforkæmper, blogger og forfatter til en lang række bøger - bl.a. Byg Bæredygtig.

”Jeg er omgivet af storskrald og genbrugsmøbler,” fortæller Signe Wenneberg med en slet skjult stolthed i stemmen. Hun har været ivrig genbruger af andre folks planter og tøj, siden hun var barn, og som teenager købte hun meget i genbrugsbutikker. ”Det har altid faldet mig naturligt at genbruge. Lige fra møbler, ting og tøj til planter. Det er jo både en billig og nem løsning, og så er det godt for miljøet. Man behøver slet ikke købe nyt for at bo pænt,” siger Signe Wenneberg. Hun har lige udgivet en bog, hvor hun giver forslag til, hvordan man bygger bæredygtigt og bliver god til at genbruge. 

Genbrug med stil

Selv om Signe Wennebergs møbler er fundet på loppemarked, på en parkeringsplads, til storskrald og købt på auktion, ligner det bestemt ikke en rodebutik. Hun gav nemlig sig selv en regel, der skulle sikre, at hendes hjem ikke kom til at ligne en rodebutik med alle farver og former. ”Der bliver sat rigtig mange fine møbler ud til storskrald eller billigt til salg, og jeg vidste helt fra start, at jeg måtte have et dogme for at få indretningen med genbrug til at hænge sammen,” siger Signe Wenneberg og fortsætter: ”Jeg lavede reglen, at min indretning kun måtte være i naturfarver og lavet af naturmaterialer. Så hvis der stod en rød kommode eller et metalskab fra IKEA til storskrald, tog jeg det ikke. Det skulle være solidt og af naturmaterialer - eksempelvis træ, sten og bambus. Det har givet en rød tråd og sikret møbler af kvalitet i hjemmet.”

Byg et holdbart hus med FSC-træ

Det er kun fantasien, som sætter grænsen, når det kommer til genbrug. F.eks. er alle vinduer og døre i Signe Wennebergs sommerhus genbrug. Til gengæld valgte hun at bygge huset fra bunden i nyt træ. Og det var med god grund. ”Hvis man skal bygge et hus, skal det være solidt, så huset ikke skal rives ned efter 20 år. Det skal kunne holde i 100 eller 200 år. Det kræver noget solidt træ, som vil holde længe. 95 procent af træet er dansk, men jeg har også brugt regnskovstræ fra bæredygtig skovdrift udendørs,” siger Signe Wenneberg og understreger, at det er vigtigt, at træet er FSC-mærket, hvis man skal bruge regnskovstræ.

Den cirkulære økonomi, hvor vi genbruger sofaer, tøj og ressourcer, eller hvor råstofferne bliver genbrugt, kan blive svaret på, om vi mennesker overlever på sigt.

FSC-mærket regnskovstræ

Når en skov er FSC-mærket, bliver der ikke fældet mere træ, end skoven kan nå at reproducere. Samtidig giver FSC-mærket også en garanti for, at dyr og planteliv bliver beskyttet, og at de mennesker, der arbejder i skoven, får uddannelse, sikkerhedsudstyr og en rimelig løn. På den måde tager skoven og miljøet ikke skade af fældningen.  Faktisk er det en god idé at købe regnskovstræ, når det er FSC-mærket, pointerer Signe Wenneberg. ”Når vi køber FSC-mærket regnskovstræ, støtter vi de rigtige, dem, der holder skoven i live. Det forhindrer samtidig, at skovarealet bliver opkøbt af større selskaber, der ikke indordner sig FSC-mærkning eller lægger om til soyaproduktion.”

Vælg genbrug for børnebørnenes skyld

Der er flere gode grunde til at genbruge og bygge bæredygtigt. Men én af de vigtigste er, at vi sparer på Jordens begrænsede ressourcer som samfund, mener Signe Wenneberg. ”Når man producerer nyt, skal der også bruges nye ressourcer, og det belaster både miljø og klima. Der er flere typer råstoffer i verden, som vi er ved at løbe tør for. Vi er simpelthen ved at ødelægge jordkloden for vores børnebørn. Derfor er det os alle, der skal blive bedre til at genbruge,” siger Signe Wenneberg.

Det bæredygtige valg skal være let

Desværre er det ikke altid nemt og billigt at vælge den bæredygtige løsning. Derfor opfordrer Signe Wenneberg også til, at man fra politisk side forsøger at gøre det bæredygtige valg mere attraktivt. ”I stedet for at politikerne kommer med en moralsk pegefinger og fortæller folk, hvad de burde gøre, så skulle de arbejde på at gøre det bæredygtige valg nemmere at tage. Det skal være billige og hurtigere at vælge bæredygtigt. Den cirkulære økonomi, hvor vi genbruger sofaer, tøj og ressourcer, eller hvor råstofferne bliver genbrugt, kan blive svaret på, om vi mennesker overlever på sigt,” slutter Signe Wenneberg.