Af Redaktionen

Ild i brændeovnen er for mange lig med hygge, varme og nærvær - men det er langt fra alle husstande, hvor det er muligt at have en brændeovn, fordi der ikke er en skorsten.

Derfor kan en biopejs være et godt alternativ til brændeovnen, fordi en biopejs ikke udleder de samme giftige stoffer eller dampe ved forbrænding, og derfor ikke kræver installation af en skorsten.

Og fordi du ikke er afhængig af en skorsten, er det altså også muligt at placere en biopejs, lige hvor du har lyst til. Om det er i soveværelset, terrassen eller stuen.

Brænder rent

Den brændsel, der benyttes, er bioethanol, og det brænder rent. At det brænder rent betyder, at der ikke er røg og sod fra den tændte biopejs, men kun lidt vanddampe og kuldioxid.

Men biopejsen forbruger dog noget af ilten i rummet - ligesom levende lys - men det kan klares med en kort udluftning.

Bioetha-hvad-for-en-ol?

Bioethanol er en sprit, der udvindes af organiske og miljøvenlige råvarer. Det kan f.eks. være sukkerroer, majs og kartofler. Det betragtes derfor som en vedvarende energikilde. Det er dampene fra bioethanolen, der giver de flotte, varme, orange flammer.

En biopejs udleder ikke så meget varme som en brændeovn, og da det koster en del mere at fyre med bioethanol i stedet for brænde, kan det være en dyr løsning til opvarmning af rum. En biopejs er derfor bedst som en sekundær varmekilde og til at skabe en god stemning af hygge og nærvær i dit hjem.

 

Når man betjener en biopejs, er der et par ting, der er gode at have på plads. Her er en guide til de mest essentielle råd, når du bruger biopejs.

#1 - Sikker optænding

  • Alle beholdere med bioethanol skal have børnesikrede skruelåg

  • Lad kun voksne bruge en biopejs

  • Brænderen skal være helt kold

  • Hold afstand

  • Brug en lang tændstik eller lang fyrfadslighter eller vælg en biopejs med elektronisk tænding

  • Tænd ikke, hvis der er fyldt op til mere end maks.-niveau med bioethanol

 

#2 - Sikkerhed når biopejsen brænder

  • Hold min. 30 centimeters afstand

  • Børn og dyr skal holdes på ekstra afstand og må aldrig være alene med en tændt biopejs

  • Rør ikke ved pejsen

  • Pust aldrig til flammerne

  • Fyld aldrig ekstra bioethanol på, når pejsen er tændt

  • Gå aldrig fra en tændt pejs

 

#3 - Sikker påfyldning af bioethanol

  • Fyld altid kun en helt kold brænder

  • Fyld brænderen helt (ved kun halv fyldning vil den anden halvdel blive fyldt med gassen fra bioethanolen)

  • Hæld aldrig direkte fra dunken men brug en pumpe eller en mindre beholder

 

#4 - Sikker slukning

  • Lad helst pejsen brænde helt ud

  • Ved slukning før den er brændt ud: Sluk flammerne med det lille låg, der sidder på pejsens brænder (hvis brænderen ikke har et låg, er biopejsen ikke særlig sikker at bruge)

  • Pust aldrig til flammerne

  • Brug aldrig vand, da det kan få flammer til at brede sig

 

Kilder: Sikkerhedsstyrelsen og Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut (DBI).