Saseline Sørensen

  • Saseline Sørensen er født 26. juli 1982 i Malaysia. Hun har blandt andet været model, studievært og sangskriver, og var en del af pop duoen S.O.A.P.
  • Hendes far er dansk og moderen er malaysisk-indisk-indonesisk.
  • Hun har sønnerne Sean og Dexter.
  • Siden artiklens udgivelse har Saseline skiftet navn til Saszeline Emanuelle Dreyer.

(Artikel udgivet: maj 2015)

Saseline Sørensen, grundlægger af bloggen wuhuw.dk, har to sønner, Sean på 7 år, og den få uger gamle Dexter. Som mange andre moderne familier, er Saselines familie ikke den typiske kernefamilie, hvor børnene har samme far - eller mor. Sean er hos sin far hver anden weekend og er ellers en del af den nye familie, hvor Dexter lige nu er centrum. “Vi er alle gode venner, Seans far, Frederik, og Dexters far, kan lide- og har respekt for hinanden, og vi hjælper alle sammen med til, at det kører på skinner hele vejen rundt. Og så er vi sammen til Sean’s fodbold, eller spiser sammen engang imellem”, fortæller Saseline Sørensen, som er på barsel med lillebror Dexter.

Vigtigt at være familie

“Ja, jeg synes, det er vigtigt med en familie, men det er knapt så vigtigt, hvordan den er skruet sammen. Hvis jeg havde skabt familie med Sean’s far, så havde det nok været præget af en del mere kaos og tumult. Det var nok blevet svært at give Sean et sundt billede af, hvordan man er familie, hvis jeg var blevet sammen med hans far. Familie og børn er vigtige, og man skal ikke bare give op, når det er svære tider. Jeg synes, det er vigtigt at give det chancer, men man skal kende sine egne og sine børns grænser og ikke finde sig i hvad som helst bare for at få forholdet til at overleve. Det er en fin balancegang, og noget man gerne skal arbejde sammen på som partnere”, mener Saseline Sørensen.

Kærlig og konsekvent

“Jeg vil gerne give Sean nogle gode værdier, og jeg forventer feedback på det, jeg fortæller ham. Jeg er meget konsekvent i min opdragelse. Han skal spise ved bordet sammen med os andre, og blive siddende til alle er færdige. Generelt forventer jeg, at han gør hvad der bliver sagt - første gang. Til gengæld er jeg meget kærlig og nærværende og vægter one-on-one tid med Sean meget højt. Sean får for eksempel ingen slik, hvis han ikke spiser sine grøntsager, og sådan er det hele vejen rundt. Der skal være balance. Og så længe reglerne er konsekvente, så er det hverken svært for mig at håndhæve dem eller for Sean (og senere Dexter) at forstå dem“. Sean siger: “hos mor får jeg skæld ud, og hos far må jeg det hele”, griner Saseline. ”Og det kan selvfølgelig godt give udfordringer, når der er så stor forskel på, hvad man må hos mor, og hvad man må hos far. Det er noget, vi taler en del om, for det kan godt tage lidt tid for Sean at akklimatisere, når han kommer hjem fra sin far, fordi tingene hos Frederik er en del mere loose, end de er hjemme hos os”.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Saseline, Sean og nyfødt Dexter


FOTO: Signe Mørkeberg Sjøstrøm


Opmærksomhed og nærvær

“En god mor skal have mange færdigheder. Børnene skal vide, at man er der for dem. Åbenhed, ærlighed og nærvær mellem børn og mor er vigtigere end rent vasketøj og rengøring. Da jeg stod med eget firma og skulle trylle for at finde den fornødne tid til nærvær med Sean, der kunne han f.eks finde på at sige: ”mor, vil du godt lægge den telefon væk” Av, av det gør ondt!. Mit mantra er : Mere tid, men mindre penge. Børn har ikke brug for 20000 ting, vigtigere er det, at far og mor er til stede.”

Kvinder er på forkant

“Dårlig samvittighed? Hmmh, ikke lige nu, men jeg får dårlig samvittighed i perioder, hvor jeg ikke føler, jeg har tid til børnene. Jeg er til stede nu, og det kører godt. Jeg kan godt blive stresset, når jeg som mor skal tænke på alle de praktiske ting. Og selvfølgelig kan man bede om hjælp, men det  kan godt gå lidt langsomt, når en anden skal gætte sig frem til, hvad man lige står og mangler med gylp over det hele, en lorteble og hvad ved jeg. Og så er det bare nemmere og hurtigere at gøre det selv. Der er vi kvinder nok lidt mere på forkant og lidt mere praktiske. Men med barn nummer to er det hele lidt mindre stressende - det ER bare nemmere anden gang”, fortæller Saseline Sørensen.

Dobbelt kærlighed

“Jeg gjorde mig en del tanker, inden Dexter blev født, om hvorvidt jeg kunne elske to børn lige højt, og om Sean ville blive jaloux på sin lillebror, men det er heldigvis ikke tilfældet. Sean er meget forelsket i Dexter.” På sin blog wuhuw, skriver Saseline også om det at være mor: Saseline fortæller, at hun under sin anden graviditet frygtede, at det ville blive svært at elske sit andet barn lige så højt som sit første. Men efter fødslen ser hun anderledes på det. “Jeg havde svært ved at se konceptet for mig – om kærligheden skulle deles op, eller hvordan det lige ville komme til at fungere? Jeg har fundet ud af, hvordan det hænger sammen nu. Kærligheden fordobles – eller nej, den mere end fordobles, den multipliceres hele vejen rundt. Det er så vildt! Jeg er i en rus af kærlighed. Jeg kan fange mig selv i at sidde og kigge så længe på ham, at tiden går i stå. Jeg mærker kærligheden til Sean endnu stærkere. Al kærligheden i mig er bare blevet forstærket af Dexters ankomst, fortæller Saseline Sørensen.

Saseline, Sean og nyfødte Dexter

Saseline, Sean og nyfødte Dexter


FOTO: Signe Mørkeberg Sjøstrøm