www.daddyo.dk

Kasper Susaa fra den populære far-blog www.daddyo.dk gæstebloggede i periode d. 1. maj til 5. juni 2015.

Vores små sheriffer har begge netop fejret deres første fødselsdag, og selvom vi absolut ikke er eksperter. I noget. Overhovedet. Så vil vi alligevel gerne komme med 10 råd til alle nybagte fædre. Vi er jo trods alt blevet et par eller 10 erfaringer rigere i vores første år som fædre. Og det kan jo være at vores erfaringer, kan gøre andre fædres liv en smule lettere.

1. Kaffe

Hvis du allerede drikker kaffe, så skal du drikke mere. Meget mere. Og hvis du ikke drikker kaffe, så skal du til at komme i gang. Som nybagt far er man i søvnunderskud konstant og kun koffeinen kan hjælpe en igennem de opslidende dage og nætter.

2. Far-jokes

Når man bliver far, har man ret og pligt til at fortælle virkelig tørre vittigheder. Og som nybagt far skal man bare give den gas med de tørre jokes. Det er jo ens ret!

Læs også: Det her er hvad en træt farmand drikker en fredag aften

3. Lav en tømmermændsaftale

På et tidspunkt skal du igen ud og drikke øl og shots med drengene. Når det sker, så er det pisse vigtigt, at du forinden har lavet en aftale med den langhårede om, at du har en kortere “arbejdsdag” med den lille bleskider på tømmermændsdagen.

4. Hold kæft om natten

Lad være med at komme med gode råd om natten, mens den nybagte mor ammer/vugger/trøster det nye familiemedlem. Det fører ikke noget godt med sig - ja, vi taler af bitter erfaring.

Læs også: [Børn på sociale medier] Skal jeg poste det her billede af den lille sherif?

5. Hav TV-boks med pausefunktion

Vi har endnu ikke set en fodboldkamp fra start til slut uden at blive forstyrret, efter vi er blevet fædre. Som nybagt far er det fuldstændigt essentielt, at man har en tv-boks med pausefunktion. På den måde undgår man at misse lækre mål, massespurter og knockouts

6. Lav vejrtrækningsøvelser

Vejrtrækningsøvelser til nye fædre handler ene og alene om at holde vejret. Lort lugter. Babylort lugter endnu værre. Og da et bleskift snildt kan tage fem minutter, og det vigtigt at kunne holde vejret i længere tid af gangen.

Læs også: Far fødselshuskeliste

7. Brug dine forældre

De nybagte bedsteforældre kan faktisk bruges til noget yderst fornuftigt. Spørg om de ikke har lyst til at gå en (lang) tur med den lille bleskider. Det giver dig og den langhårede mulighed for at nappe en middagslur på sofaen eller smutte i soveværelset og få pulsen lidt op.

8. Tjek Daddyo.dk

Skriv www.daddyo.dk i din browsers skrivefelt. Her kan du læse om alt, der vedrører livet som far. Du vil med garanti nikke genkendende til mange af de oplevelser, som vi har beskrevet, og det er altid fedt at vide, at der er andre, der har det lige så forbandet hårdt som en selv!

9. Prøv ikke babymaden!

Lad for Guds skyld være med at prøvesmage babymaden. Hirsegrød, majsgrød med videre smager forfærdeligt, og sådan er det bare.

Læs også: Det er ok at drømme sig tilbage til livet før børn

10. Husk at nyde det

Tiden flyver af sted med lynets hast, når man er nybagt far. Vores små sheriffer er allerede et år, selvom det føles som om, at de lige er kommet til verden. Så husk for at nyde tiden. De bliver store så fandens hurtigt.