Christiansfeld er ikke en enkeltstående attraktion eller monument, det er en hel bykerne, der rummer en lang række forskellige oplevelser.

Små 20 kilometer syd for Kolding ligger landsbyen Christiansfeld. Den blev grundlagt tilbage i 1773, da den luthersk-evangeliske frimenighed ’Brøndremenigheden’ oprettede den som en koloni, og er den bedst bevarede af sin slags i Nordeuropa.

Arkitekturen, kulturen og historien, der udgør Christiansfeld, er så enestående, at byen sidste år blev udpeget som verdenskulturarv på baggrund af UNESCOs verdensarvkonvention. Den har til formål at bevare verdens enestående natur- og kulturarv for kommende generationer, og med Christiansfelds optagelse er der blot syv steder herhjemme, der i dag går under det prædikat.

En fuldendt seværdighed

Selvom der er mere end 1.000 steder på verdensplan, der betegnes som verdenskulturarv, så er Christiansfeld stadig en aldeles unik oplevelse, hvis man skal tro Turist- og handelschef i Visit Kolding, Annemarie Michelsen.

”Christiansfeld er ikke en enkeltstående attraktion eller monument, det er en hel bykerne, der rummer en lang række forskellige oplevelser. Først og fremmest er der noget helt specielt ved at bevæge sig rundt i den historiske by, men det er også enestående, at den kultur, der grundlagde landsbyen, stadig er en vigtig del af den i dag," fortæller hun.

Udover at kunne stifte bekendtskab med Brødremenighedens historie og den imponerende arkitektur og byplanlægning, så er der også rig lejlighed til at besøge museer og handle i landsbyens mange kunsthåndværksbutikker, påpeger Annemarie Michelsen.

”Byen har altid været berømt for sine honningkager, der stadig sælges i en række af de små butikker, og der er også mulighed for at lægge vejen forbi det nyåbnede legetøjsmuseum. I sensommeren danner byen også ramme om en velbesøgt vinfestival, så der er altså noget for enhver smag," forklarer hun.

Brødremenigheden og Kolding kommune har siden 1990’erne arbejdet hen imod en optagelse, og der er blevet brugt 264 millioner på byfornyelse i den periode.

Stort tilløbsstykke

Mens Christiansfeld altid har været værdsat af beboerne i lokalområdet, så har jagten på status som verdensarv for alvor sat skub i byens udvikling. Optagelsen på UNESCOS liste har nemlig været mere end 20 år undervejs, forklarer Annemarie Michelsen.

”Brødremenigheden og Kolding kommune har siden 1990’erne arbejdet hen imod en optagelse, og der er blevet brugt 264 millioner på byfornyelse i den periode. Så det er naturligvis rigtig rart, at UNESCO og efterfølgende danske og udenlandske turister har fået øjnene op for Christiansfeld," siger hun.

Udnævnelsen har da også for alvor styrket interessen for Brødremenigheds-byen, der sidste år oplevede en enorm fremgang i besøgende, fortæller Annemarie Michelsen.

”Christiansfeld blev udpeget som verdensarv den 4. juli 2015, og i resten af juli måned var der lige så mange besøgende som i hele 2014. Den tendens er fortsat, hvilket blot er med til at cementere, at der ikke findes tilsvarende andre steder i verden."